Aalborg Universitet - København

Aalborg Universitet har været aktiv i Københavns-området siden 2002, men har siden 2005 haft campus i Ballerup tæt på København. Vores campus er resultatet af et langt samarbejde med Ingeniørhøjskolen (IHK), og det betyder bl.a., at begge institutioner er aktive på adressen. 

Aalborg Universitet København har pt. ca. 540 studerende inden for uddannelserne Medialogi, International Teknologiledelse, Landinspektør, By-, energi- og miljøplanlægning, Humanistisk Informatik, Læring og fornadringsprocesser og Turisme. Det er med tiden planen, at flere uddannelser skal udbydes.

Læs mere om alle vores uddannelser på Aalborg Universitet København.

Aktiviteterne på Aalborg Universitet København går også under navnet "Copenhagen Institute of Technology".

Undervisningsformen er speciel
På Aalborg Universitet drives der forskningsbaseret undervisning. Det betyder, at underviserne forsker inden for samme fagområde, som de underviser i. Det giver vores studerende adgang til den nyeste viden inden for de forskellige fagområder, og engagerede undervisere der brænder for det, de underviser i. Det betyder også, at undervisningsmaterialet ikke nødvendigvis er hentet fra bøger, men fx også kan være artikler fra aktuelle tidsskrifter. 

Aalborg Universitet er både nationalt og internationalt anerkendt for den måde, vi underviser på, som omtales som det problemorienterede projektarbejde.

Forskning i topklasse
Nøjagtigt som i Aalborg er aktiviteterne i København baseret på forskning, og de strækker sig over mange emner lige fra Virtual Reality over mobiltelefoni til mikrobiologi. Med opstarten af nye uddannelser udvides forskningsområderne på Aalborg Universitet København løbende, og du vil kunne finde en opdateret liste her.

Statens Byggeforskningsinstitut
Den 1. januar 2007 fusionerede Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). Fusionen blev startskuddet til at etablere et storstilet center for viden om det byggede miljø. Målet med centret er at blive det førende i Danmark og kunne måle sig med lignende centre internationalt. Det nye center rummer landets førende ekspertise indenfor forskning, undervisning, myndighedsrådgivning, erhvervssamarbejde og formidling, når det handler om det byggede miljø, dvs. byggeri og fysisk planlægning. Pt. omfatter AAU og SBi til sammen 281 forskere og ph.d.-studerende indenfor det byggede miljø, og det er ambitionen at dette tal skal vokse.